Madanmeldelse: Ros, Rodet & ROD

Restaurant ROD har nu eksisteret i 2 år, og de skulle have fået en kanon start. Deres menukort er enkelt og overskueligt, men ét punkt på menuen faldt mig i øjnene. Klassikeren over dem alle: Beef Wellington. Jeg sov næsten ikke siden jeg nærlæste kortet, af ren glæde og at skulle sætte tænderne i denne ret. Jeg håbede virkelig, at den ville være lige i skabet, for det er en ret, der er meget svær at udføre perfekt.

Menu 1

Cremet jordskokkesuppe toppet med chorizo og jordskokkechips smagt til med pære.

Bøf Wellington indbagt oksemørbrad med skovens svampe og timian, serveret med forårets grønsager, hjemmelavet bearnaisesauce og dagens pommes (patatas bravas).

Marcel’s livret – Gateau Marcel, chokoladekage toppet med brændt marengs, frugt, is og sorbet

Menu pris 494,-

 

Menu 2

Variation af indbagte tigerrejer i panko rasp, sauce verte, sprøde salater og gratineret toskabrød Havarti

Bøf Wellington indbagt oksemørbrad med skovens svampe og timian, serveret med forårets grønsager, hjemmelavet bearnaisesauce og dagens pommes (patatas bravas).

Osteanretning med forskellige spændende oste og syltede sager

Menu pris. 557,-

 

Til at starte med blev der serveret lidt frisk hjemmebagt brød med en lækker hvidløgsmayo

Der gik ikke lang tid før forretterne blev serveret.

 

Fine smage

Suppen smagte dejligt af jordskokker, den var cremet, godt tilsmagt med salt og peber. Der måtte godt være lidt mere smag af chorizo til at spice den lidt mere op, da jordskokker er meget søde. Den lille bruschetta på siden med marinerede grønsager kunne jeg ikke helt se ideen i, men det smagte dejligt.

Rejerne var sprøde, den ros skal de have, men efter min mening havde de fået en anelse for meget, så de var lidt tørre. Jeg havde svært ved at skelne de forskellige smage fra hinanden, så jeg ville nok have nøjedes med én smag og så sørge for den sidder 110% i skabet. Sauce vert’en var dejligt tilsmagt med urter og syre. Frissésalaten og havartibrødet gav igen ingen mening, og hvis det skulle give mening, så ville jeg nok vende frisséen i lidt olivenolie eller en form for marinade.

Hvidvin: Sancerre fra 2017  pris 345,- lækker til prisen

Mesterstykke, meeeeeen!

BEEF WELLINGTON’EN! Av av av hvor var den perfekt udført! Den var rosa, dykslen af svampe var meget meget smagsfyldt, butterdejen var sprød, og kødet var så mørt, at jeg ikke havde haft brug for min kniv.

Når det så er sagt, må jeg indrømme, at jeg var faktisk blev helt forvirret at alle de elementer på min tallerken. Ærtepure, fyldt squash, bagt løg, gulerodsflan, friteret gulerod, stegt gulerod, syltede rødløg, kørvel, hele otte elementer plus patatas bravas med tomat og aioli og sauce bearnaise. Til dem der ikke ved, hvad patatas bravas er, kan jeg fortælle jer, at det er friterede kartoffeltern, man oftest får i Spanien. Sauce bearnaisen var dejlig syrlig godt krydret og tilpas luftig.

Jeg vil nok anbefale at bruge færre elementer, da jeg faktisk synes, det er synd for den mesterlige Wellington.

Rødvin: Quinta de la rosa Duero (portugal) 398,-

Læs også: UD AF 90’ernes SKYGGE OG IND I 2019

Tjenerens anbefaling

Vi blev anbefalet en gateau marcel, en fransk klassiker, hvor 1/3 af chokoladekagen er bagt og resten rå chokolademasse. Bunden havde fået for meget, så den virkede lidt tør, men smagen fejlede bestemt ikke noget. Vanillecremen var hjemmelelavet, det samme var sorbeten. Så igen skønne smage, men retten mangler sammenhæng, og det gjorde mig bare mere forvirret.

Osteanretningen blev serveret med et stykke fransk landbrie, gammelknas og grambogård blåskimmel. Tilbehøret var oliven og syltede hasselnødder. Det var lækkert, men jeg må indrømme, at jeg mangler lidt spænding og fantasi.

Konklusion

Jeg føler faktisk, at jeg har været i Tivoli for at se afslutningsfyrværkeriet  Det var flot, masser brag, flotte raketter, men det virkede som om, fyrværkerimesteren havde glemt at sammensætte seancen. Smagene, det visuelle og håndværket er der. Så i min verden skal der ikke meget til for at nå helt til tops på skalaen. Navnet ROD passer faktisk meget godt.

Så de får et 7 tal for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af restaurantens mål, med en del små mangler hist og pist.

Jeg kan varmt anbefale ROD for deres søde værtinder, fordi ejeren selv står ved kødgryderne, den gode stemning, de lækre vine og sidst, men ikke mindst, deres mesterlige BEEF WELLINGTON.

Skrevet af Daniel Busch

Saunagus Danmark 2018
Restaurant ItalianoBurger House