Bogen i Bevægelse – kom og gå en tur med biblioteket!

Tag med bogen ud i naturen, når Viborg Bibliotekerne inviterer til højtlæsning og gående samtalesalon i det forhåbentligt skønne forårsvejr tirsdag d. 9. april kl. 15. Mødestedet er indgangsskulpturen i Nordisk Park, Vinkelvej, 8800 Viborg.

 

Synes du også, at man taler bedre sammen, når man går?

Det synes de på biblioteket, så de har inviteret alle med på en gåtur i litteraturens tegn. Turen indledes med højtlæsning af en novelle i det fri, hvorefter skoene snøres til en gåtur. Biblioteket har forberedt spørgsmål til teksten, som samtalen kan tage afsæt i, men ordet er frit. Biblioteket sørger selvfølgelig for, at alle har nogen at tale med, så man kan sagtens møde op alene. Der holdes nogle pauser undervejs, hvor der skiftes samtalepartner. Turen afsluttes med kaffe, forfriskninger og en fælles snak om novellen og det, der er oplevet, talt om og set undervejs.

 

Hele turen forventes at vare halvanden til to timer inklusiv højtlæsning og afsluttende forfriskninger. Tempoet holdes rart og roligt, så alle har luft til at tale hele vejen – og ikke mindst mulighed for at nyde naturen.

Bogen i bevægelse er en del af KulturNatur-arrangementerne, som er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedscenter Viborg og Viborg Bibliotekerne.

 

Det eneste deltagerne skal medbringe er praktisk tøj og fodtøj. Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig på viborgbib.dk eller dit lokale bibliotek i Viborg Kommune.

Restaurant ItalianoBurger House
Restaurant ItalianoBurger House