Første risikobaserede tilsyn på HE Midt: DC-klinik fik topkarakter

Arkivfoto, Hospitalsenhed Midt

Alle forhold af betydning for patientsikkerheden er opfyldt. Det konkluderer Styrelsen for Patientsikkerhed efter et risikobaseret tilsyn på Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme, Diagnostisk Center. Fokus for tilsynet var gigt-lægemidlet methotrexat, som let kan fejldoseres.

Akkreditering efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) blev udfaset på alle offentlige sygehuse efter afslutningen af 2. akkrediteringsrunde ved udgangen af 2015. Det nye, nationale kvalitetsprogram, der har erstattet DDKM, vægter kvalitetsudvikling og -forbedring markant tungere end kontrol og dokumentation. Stikprøver spænder dog fortsat et vist sikkerhedsnet ud under patienterne, men det er slut med de store akkrediteringsbesøg af surveyors fra IKAS.

Som led i det nye kvalitetsprogram har Hospitalsenhed Midt netop været igennem sit første risikobaserede tilsyn under ledelse af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).
Tilsynet fandt sted på Diagnostisk Centers Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme, men var ikke møntet specifikt på klinikken som sådan. Anledningen var en generel sikkerheds-udfordring i hele det danske sundhedsvæsen i forhold til behandling med methotrexat, som er det hyppigst anvendte betændelsesdæmpende lægemiddel til behandling af leddegigt og andre betændelses-gigtsygdomme. Methotrexat anvendes desuden til behandling af psoriasis og andre immunbetingede sygdomme. Som noget særligt for methotrexat skal det kun tages én gang ugentligt, hvilket nogle gange glemmes eller overses. Hvert år er der således patienter, som oplever alvorlige konsekvenser af at have fået lægemidlet dagligt – også ved medicinering via hjemmeplejen eller på plejecentre. Overdosering af methotrexat kan i værste fald medføre dødsfald.

Ingen skævere

To læger fra STPS ledede tilsynet, og ”på baggrund af observationer, interview og journalgennemgang” blev Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme indplaceret i den bedste kategori ”Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden”. Det fremgår af tilsynsrapporten, at alle forhold omkring opstart og kontrol af behandling; kommunikation til patienten om risikomedicinering samt kommunikation fra ambulatorium til almen praksis eller kommunalt plejepersonale er opfyldt.

– Den atypiske dosering af methotrexat udgør en reel sikkerhedsrisiko for patienten. Når behandlingen indledes hos en patient i vores klinik eller skal doseres via hjemmeplejen, er det vigtigt at gøre særligt opmærksom på, at methotrexat kun skal tages én bestemt ugedag – og ikke hver eneste dag. Dét budskab gør vi en stor indsats for at kommunikere såvel til den enkelte patient som ud i plejesektoren, siger specialeansvarlig overlæge Tove Lorenzen fra Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme. Hun var med ved tilsynet og tilføjer, at STPS’ repræsentanter roste klinikken for at have velbeskrevne og systematiske procedurer for håndtering af methotrexat-behandling.

Tilsynet fandt sted i begyndelsen af december, og tilsynsrapporten er nu på vej til at blive offentliggjort på STPS’ hjemmeside, hvor den ifølge bestemmelserne vil være tilgængelig de næste tre år.

Saunagus Danmark 2018
Saunagus Danmark 2018