Kriminaliteten falder blandt udsatte unge

Ungdomskriminaliteten har gennem de sidste fem år været i frit fald.

På blot fem år er andelen af udsatte unge, som har begået kriminalitet faldet med 30 procent, viser en analyse fra KL’s Momentum. En forsker peger på kommunernes indsats og en ændring i ungdomskulturen som årsagerne til ændringerne.

Fra 2013 til 2017 er andelen af udsatte unge i alderen 15 til 22 år, der har fået en dom, således faldet fra 11,2 til 7,9 procent. Og samtidig er andelen af ikke-udsatte unge, der har fået en dom, faldet fra 1,7 til 1,1 procent, viser analyse fra Momentum

I undersøgelsen er en udsat ung defineret som udsat, hvis han eller hun i løbet af de seneste fem år har været anbragt uden for hjemmet mindst en gang. Og/eller har haft mindst én individrettet forebyggende foranstaltning.

Forsker: Kommuner reagerer hurtigt

Seniorforsker hos VIVE, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Tea Torbenfeldt Bengtsson kalder det en glædelig udvikling, at ungdomskriminaliteten er faldende og roser kommunernes indsats.

“Der er sket en holdningsændring, hvor man tidligere så på ungdomskriminaliteten som en del af det at det at være ung. I dag er man mere bekymret og reagerer hurtigere på faresignaler. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at kommunerne har langt større fokus på at sætte tidligere ind i forhold til børn og unge, der klarer sig dårligt,” siger Tea Torbenfeldt Bengtsson til Momentum.

Hun forklarer også, at der samtidig er sket en ændring i ungdomskulturen, hvor de i unge i dag er mere lovlydige og optagede af at klare sig godt i skolen.

Jesper Pedersen, seniorkonsulent i Cabi og ekspert i unge glæder sig også over, at ungdomskriminaliteten falder, men peger samtidig på, at der stadig er udfordringer.

“Det er godt kriminaliteten falder, men samfundets udfordringer stopper ikke. De udsatte unge kommer nu fra alle samfundslag, og det kræver en hel anden ungeindsats end vi har set tidligere, at møde denne udfordring,” siger Jesper Pedersen.

Bedemand Per Rasmussen
Bedemand Per Rasmussen