Støjberg om forlænget grænsekontrol: Vi lever i den virkelige verden

Der er en alvorlig terrortrussel mod Danmark. Og at lande som Belgien og Frankrig, der også har været udsat for terrorangreb, ikke har grænsekontrol, er helt uden betydning for Danmark.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at regeringen fredag har meddelt, at den midlertidige danske grænsekontrol bliver forlænget med et halvt år.

– Vi lever i den virkelige verden, og i den virkelige verden er der en alvorlig terrortrussel mod Danmark. Derfor er det først og fremmest det, vi skal forholde os til, siger Inger Støjberg.

Hun oplyser, at Danmark i forbindelse med forlængelsen har været i tæt kontakt med de øvrige lande i Schengen-samarbejdet, som har grænsekontrol.

Det gælder Tyskland, Østrig, Norge og Sverige.

– Vi er en række lande, der holder meget tæt kontakt, når det handler om at forlænge grænsekontrollen. Jeg ved, at de også kommer med en melding snart, siger Inger Støjberg.

Torsdag meddelte Østrig, at landet forlænger kontrollen ved grænsen til Ungarn og Slovenien med et halvt år. Og ifølge Støjberg forventes det altså, at de tre andre lande følger Østrig og Danmark.

Danmark har haft grænsekontrol siden 4. januar 2016. Den er blevet forlænget flere gange og stod til at udløbe 11. november.

Fredag udtrykte flere EU-lande skepsis over for Østrigs beslutning om at forlænge grænsekontrollen. De mener blandt andet, at det udfordrer Schengen-samarbejdet og den frie bevægelighed.

Det går dog ikke Støjberg på.

– Jeg forholder mig til den terrortrussel, der er i Danmark. Og når der ikke er styr på de ydre grænser i Europa, så er det helt nødvendigt for os at forlænge grænsekontrollen i hvert fald i et halvt år, siger hun.

Udlændinge- og integrationsministeren giver ikke noget bud på, hvor meget længere den danske grænsekontrol skal opretholdes.

/ritzau/

Vanilia
Viborg Computer Center Box

Be the first to comment

Leave a Reply