BELGIER VINDER VIBORG CARTOON AWARD

Årets vinder modtager her 1. pladsen i Viborg Cartoon Award. Overrakt af Juryformand Lars Fern og borgmester Ulrik Wilbek.

“Viborg Cartoon Award 2018” – det uofficielle VM i satiretegning – blev i dag afgjort på Viborg Teater som start på Kulturnatten i den gamle hovedstad. Det er sjette gang, konkurrencen afholdes og igen blev den internationale rækkevidde slået fast, da 1., 2. og 3. pladsen gik til henholdsvis en belgier, en fransk-iraner og en brasiliansk satiretegner. Det var også en belgier, der vandt konkurrencen i 2017.

1200 tegninger fra satiretegnere fra hele verden har deltaget i årets konkurrence, hvor 60 finalister er blevet udvalgt af en international jury. Juryen har også afgjort de tre vindere, der i dag fredag d. 12. oktober blev offentliggjort af Viborgs borgmester Ulrik Wilbek og Juryformanden Lars Refn.

Årets vinder af Viborg Cartoon Award er den belgiske tegner Constantin Sunnerberg, 48, med denne tegning.

Juryen har valgt at tildele årets 1. plads til den belgiske tegner Constantin Sunnerberg, 48. Sidste år var det også en belgisk tegner, der vandt konkurrencen. Siden 1998 har Constantin arbejdet som professionel illustrator på blandt andet Le Soir, Courrier International, Jounal de Mardi, Espace de Libertés og Vif-Express. Constantin begyndte først i 2010 at deltage i tegne-konkurrencer. Men siden har han vundet flere end 50 af slagsen med sin skarpe streg og fantasi.

“Det er altid svært at vælge en vinder, når man iblandt de 60 finaletegninger har en meget tæt konkurrence. Emnet har i år været “Kunstig Intelligens” og det brede emne har sikret, at vi har fået et meget bredt spektrum af ordløse tegninger, der kan forstås på tværs af både sprog og kultur. De tre vindere har alle formået at lave tegninger, der får modtagere til at tænke og blive bevæget. Alle 60 finaletegninger kan naturligvis nydes i Viborg, men de tre vindere er dem, vi i Juryen er enige om bedst rammer emnet og skaber den eftertænksomhed, en god satiretegning skal skabe”, siger Lars Refn, den danske formand for juryen i Viborg Cartoon Awards 2018.

Førstepladsen honoreres med æren, en førstepris på 3000 euro. 2. pladsen får 2000 euro, mens 3. pladsen modtager 1000 euro. Alle tre vindere var naturligvis tilstede ved overrækkelsen på Viborg Teater.

Årets 2. plads gik til denne tegning af Shahrokh Heidari, Iran/Frankrig.

Årets 2. præmie er gået til den fransk-iranske tegner Shahrokh Heidari, 40, der i 2012 måtte flygte fra Iran og i dag arbejder i eksil som politisk flygtning i Paris. Han begyndte at arbejde med tegneserie-designs allerede i 1993, og startede sin karriere som designer og illustrator i 1996 med udgivelsen af adskillige projekter for magasiner og kulturelle og politiske publikationer i Iran. I dag anvendes hans satiretegninger i Courier International, og i andre nationale og internationale medier såsom Moyen-Orient, Arte, Lemonade, 360 Degrees, Iranwire, Tavanna, Radiozamaneh, Radiofarda m.fl.

Årets 3. plads er gået til den 47-årige brasilianske tegner Claudio Antonio Gomes, der leverer til medier som O Cometa Itabirano, O Estado de SP, Jornal do Brasil, Pasquim21, A Tarde, Le Monde Diplomatique Brasil og Courier International, Playboy Veja, Palavra og Bundas. Claudio har vundet mange forskellige priser i internationale konkurrencer in Brasilien, Cuba, Spanien, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Colombia, Portugal, Kina og Iran.

Claudio Antonio Gomes, Brasilien, fik 3. pladsen med denne tegning.

Det er en international fagjury, der har bedømt de professionelle tegninger. I spidsen for juryen står formanden for de danske bladtegnere, Lars Refn. Derudover består juryen af argentinske Marlene Pohle og den kendte franske cartoonist Bernard Bouton, begge vice-præsidenter i FECO. I juryen sidder også den internationale organisations øverste leder, den hollandske kunstner Peter Nieuwendijk sammen med den norske satiretegner Roar Hagen, der blandt andet arbejder for den norske avis VG og har udgivet i internationale medier som Time Magazine, Der Spiegel, Newsweek m.fl.

 

Afsløringen af årets vindere skete ved et stort prisshow i dag fredag den 12. oktober som en del af Kulturnatten i Viborg. De 60 finale-tegninger er alle udstillet på Viborg Gl. Rådhus. Ved prisfesten deltog både den internationale jury og de tre højst-placerede tegnere fra konkurrencen, ligesom den danske fysiker Holger Bech Nielsen, der som indledning af prisfesten holdt et foredrag om årets tema, Kunstig Intelligens.

 

Samarbejdet med fagfolk omkring satiretegningerne betyder, at Viborg Kommune kan spille en rolle for at frie tanker bredes ud i verden, uden at politikere sættes til at være smagsdommere over satiretegningerne.

Viborg Cartoon Award 2018 afholdes i samarbejde med den internationale tegner-organisation Federation of Cartoonist Organizations (FECO) samt en række af de ildsjæle, der har stået bag konkurrencen de foregående fem år, heriblandt jury-formand og formand for de danske bladtegnere Lars Refn samt de oprindelige initiativtagere Poul Nielsen (tidligere ejer af Niels Bugges Kro), tegner Claus Seidel, der i år også er jury for børnetegningerne, samt kulturanmelder Søren Vinterberg.

“Viborg Kommune har i flere år forfulgt en ambition om, at vi skal være centrum for ikke mindst animation og tegning. Denne fantastiske satiretegne-konkurrence har de senere år skabt så meget positiv opmærksomhed omkring Viborg, og det er en fornøjelse at kunne hylde vinderne i dag på Viborg Teater. Hele grundidéen i Cartoon Award understøtter jo Viborg Kommunes ambition om at satse på animation og tegning, og om dels at bruge animation og tegning til at gøre den offentlige formidling til borgere mere visuel og dermed mere forståelig samt at skabe vækst indenfor kreative visuelle erhverv og uddannelser i kommunen,” siger Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek.

 

Vinderen blandt Viborgs 8.klasser

Udover at videreføre Cartoon Award havde Viborg Kommune også valgt at fortsætte ideen med at invitere samtlige 8. klasser i kommunen til at levere deres fortolkninger af årets emne. Eleverne har i år bidraget med 100 tegninger og også her blev der udpeget en vinder til Kulturnatten. Det blev Troels O. (han vil ikke ud med hele sit navn) fra Rødkærsbro Skole.  2. og 3. pladsen gik til henholdsvis Karoline Graversen og Ahlam Salah fra Søndre Skole. De tre vindertegninger fra 8. klasserne er også vedhæftet og kan desuden ses via linket herunder.

Alle finaletegninger udstilles naturligvis i Viborg Kommune, så alle borgere kan få glæde af dem. Udstillingen af voksentegningerne åbner ved en fernisering på det gamle Viborg Rådhus under Kulturnatten, og er åben de følgende 14 dage. Juniortegningerne udstilles i samme periode på Viborg Bibliotek, og det er arrangørernes håb, at rigtigt mange Viborgenserne vil besøge udstillingen.

 

KLIK HER OG SE 8. KLASSES-VINDERNE OG LÆS MERE OM VIBORG CARTOON WARD 2018

Saunagus Danmark 2018
Saunagus Danmark 2018

Be the first to comment

Leave a Reply