Arbejde i studietiden fører hurtigt til et arbejde

Hvis studerende arbejder mange timer, mens de læser på universitet, er der større chance for at komme hurtigt i arbejde, efter at uddannelsen er afsluttet.

Det viser en undersøgelse fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) ifølge Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er udført blandt 18.795 personer, der færdiggjorde deres uddannelse inden for et år op til den 1. september 2017.

Den viser, at blandt nyuddannede med lange videregående uddannelser, som arbejdede mindst 10 timer om ugen i de sidste to år af deres studietid, var 85 procent i arbejde.

Til sammenligning var 56 procent af de nyuddannede, som havde arbejdet mindre end 10 timer om ugen, i arbejde.

Der er altså ifølge undersøgelsen en direkte sammenhæng mellem antal af arbejdstimer og den efterfølgende beskæftigelse.

Ifølge Mette Fjord Sørensen, der er chef for forskning og videregående uddannelser hos DI, er det godt, at de studerende arbejder under uddannelsen.

– Man skal selvfølgelig ikke arbejde for meget, men det, at man har et studiejob undervejs, gør, at man får et netværk og en indføring i, hvilke kompetencer der bliver efterspurgt.

– Samtidig bliver man præsenteret for opgaver, som man skal løse selv, hvilket øger ens selvstændige tilgang, siger Mette Fjord Sørensen til Jyllands-Posten.

Anders Bjarklev, der er formand for Rektorkollegiet i Danske Universiteter, mener, at det er individuelt, hvor meget de studerende kan arbejde ved siden af studiet.

Han understreger dog over for Jyllands-Posten, at en universitetsuddannelse er et fuldtidsarbejde.

Derfor kan for meget arbejde uden for universitetet også føre til, at det tager længere tid at færdiggøre et studie, mener han.

/ritzau/

Viborg Computer Center Box
Frisør Rosel

Be the first to comment

Leave a Reply