Vestjylland er rystet af jordskælv

Et jordskælv målt til 3,4 har søndag ramt Vestjylland.

Skælvet er registreret klokken 10.57 dansk tid og har epicenter uden for Holstebro.

Det bekræfter De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

– På verdensplan er det et lille jordskælv, som der sker mange af hver dag. Men i Danmark er det et af de større jordskælv. Det er ikke så ofte, at vi oplever jordskælv af denne størrelse herhjemme, siger Trine Dahl-Jensen, der er seismolog og seniorforsker hos Geus.

Det er det kraftigste jordskælv i Danmark siden 2012, hvor et skælv blev målt til 4,3.

Geus begyndte at undersøge rystelserne på foranledning af Midt- og Vestjyllands Politi, der oplevede, at borgerne i politikredsen begyndte at ringe ind om rystelserne.

Politiet oplevede også selv skælvet.

– Vi mærkede kortvarigt, at hele bygningen, vi sidder i, rystede. Det er ellers en solid bygning, siger Carsten Henriksen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Rystelsen skete omkring klokken 11 søndag. 20 minutter senere begyndte borgere fra Lemvig, Struer og Mors at ringe ind til politiet og forklare, at de også havde mærket rystelserne.

Det er usædvanligt, at epicenteret ligger uden for Holstebro, forklarer Trine Dahl-Jensen.

– Vi ser de fleste jordskælv ud for kysten længere nordpå – ud for Thy. Det er ikke så ofte, vi ser jordskælv i det her område, siger hun.

Hun forklarer, at der ofte bliver registreret små jordskælv i Danmark, men langt de fleste er så små, at ingen mærker dem.

Rystelserne har indtil videre ikke givet nogen skader i landsdelen, oplyser vagtchefen hos politiet.

– Vi har heldigvis ikke hørt om nogen skader. Så kraftigt har det trods alt ikke været, siger Carsten Henriksen.

/ritzau/

Restaurant ItalianoBurger House
Bedemand Per Rasmussen

Be the first to comment

Leave a Reply