Anholdelse af eftersøgt til knivdrabet i Haverslev

Med få timers mellemrum har to drabsmistænkte mænd overgivet sig selv til politiet.

Kort efter midnat natten til søndag troppede en 24-årig mand op hos politiet i Randers, og søndag morgen tog sagens anden mistænkte en lignende beslutning.

Denne mand, der er 28 år, meldte sig selv til Nordjyllands Politi i Aalborg.

Begge mænd er blevet anholdt og sigtet for drabet på en 35-årig mand i Haverslev i det centrale Himmerland tidligere på ugen.

Politiet mener at have så belastende beviser mod de anholdte, at der er belæg for at kræve dem fængslet. Beslutningen om fængsling eller ej træffes af en dommer, når de anholdte senere søndag fremstilles i grundlovsforhør.

Drabet fandt angiveligt sted onsdag aften. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 21.28 en melding om et voldsomt slagsmål på en tankstation ved Industriparken i Haverslev.

Ikke så langt derfra fandt politiet efterfølgende den 35-årig mand, der var stukket med kniv. Manden blev 20 minutter efter alarmopkaldet – klokken 21.48 – erklæret for død af en tilkaldt læge.

Tidligt torsdag morgen valgte Nordjyllands Politi så at efterlyse de to mænd, der nu er anholdt, med navne og billeder.

– Det er et spørgsmål om tid, før vi finder dem, så de kan lige så godt melde sig selv, lød det i den forbindelse fra politikommissær Carsten Straszek.

Endnu har politiet ikke ønsket at give oplysninger om et eventuelt motiv til forbrydelsen.

/ritzau/

Noojins boks alm.
Noojins boks alm.

Be the first to comment

Leave a Reply