Luciaoptog i Sct. Mathias Centeret

Salman Top
Foto: Anne Rask

Traditionen tro gik børn og unge fra Dramaskolen i Viborg Luciaoptog igennem Sct. Mathias Centeret i går. Det fineste lille kor på syv piger gik en tur igennem centret, mens de med deres lyse stemmer og små elektriske lys i hænderne på bedste vis sang Luciasangen. Mange af kunderne i Centret stoppede op og lyttede til sangen. Det kan godt være, at der ikke var mange repræsenteret i koret og at de ikke ligefrem sang med så meget power, at taget lettede, men de var så søde, så det var svært ikke at smile som en flækket træsko.

Foto: Anne Rask

Santa Lucia

Hvert år den 13.12. bliver der rundt omkring i børnehaver, skoler, kirker, plejehjem og mange andre steder gået Luciaoptog. Danmark har taget traditionen til sig og optoget med den fine sang og lysene er blevet en del af adventstiden.

Det er ikke helt tilfældigt, at Luciaoptoget går med lys. Luciadag er nemlig en fest for den katolske helgen Santa Lucia, og hendes navn betyder lys. Hun bliver derfor forbundet med lys og glæde.

Lucia var, ifølge sagnet om hende, en ung kvinde fra 300 tallet, der boede på Sicilien. Lucia var kristen, og det var forbudt, fordi romerne så de kristne som fjender af Romerriget. I stedet for at lade sig knægte og bestemme over, sneg hun sig ud i nattens mulm og mørke med mad til de fattige. På hovedet havde hun en krans med lys, så hun kunne se og samtidig var hendes hænder frie, så hun kunne hjælpe de fattige.

Ifølge folkekirken.dk var Lucia skytsengel for de blinde. Hvorfor hun præcis er det vides ikke med sikkerhed, men en overlevering fortæller, at Lucia rev sine øjne ud for ikke at friste friere. En anden overlevering lyder, at hun som straf for at være kristen, fik stukket øjnene ud af en romersk bøddel, da hun blev fanget af romerne.

 

Saunagus Danmark 2018
Saunagus Danmark 2018