Tre kandidater til Årets Lokalområde 2017 fundet

Salman Top

Gullev, Vammen og Hald Ege blev på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 31. august nomineret til fortsat deltagelse i konkurrencen om at blive Årets Lokalområde 2017 i Viborg Kommune. De tre områder er hermed alle på forhånd sikret en pengepræmie.

Otte lokalområder havde i år valgt at indstille sig selv til konkurrencen, som i år har 10 års jubilæum. Alle ansøgninger bærer præg af stort engagement og lokale særpræg. Det har derfor ikke været en let opgave for udvalget at udpege de tre områder, som nu går videre.

 

Flotte initiativer
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune, Per Møller Jensen, siger om kandidaterne til Årets Lokalområde 2017:
– Indstillingerne viser tydeligt, at der i flere af kommunens både større og mindre byer er igangsat og gennemført nogle rigtig flotte og meget forskellige initiativer, som alle er til stor glæde for lokalområdets borgere og udviklingen af kommunen som helhed.

 

3 x åbent hus
Med konkurrencen Årets Lokalområde ønsker Kultur- og Fritidsudvalget at rette spotlyset på de mange dedikerede borgere i lokalområderne, som brænder for at skabe udvikling, fællesskab og sammenhold i deres nærområde.

De tre områder, som er gået videre i konkurrencen, får nu ekstra opmærksomhed. Beboerne i Gullev, Vammen og Hald Ege skal nemlig i gang med at planlægge et åbent-hus-arrangement på 1½ time, hvor de skal vise deres respektive områder frem for Kultur- og Fritidsudvalget.

– I udvalget glæder vi os rigtig meget til at besøge de tre nominerede lokalområder og med egne ører og øjne opleve de mange forskellige projekter, som de har sat i gang, siger Per Møller Jensen afsluttende.

 

Åbent-hus-arrangementerne foregår:
Lørdag den 23. september 2017, kl. 9.30 – 15.30
Alle interesserede er velkomne.

Saunagus Danmark 2018
Saunagus Danmark 2018