Historisk foredrag om jordemødre i Fjends

Magne Juhl, der er dedikeret slægtsforsker og lokalhistoriker, har længe forsket i tidligere tiders lokale jordemødre og deres virke.

Datidens jordemødre hørte ikke til blandt de mindst farverige personer i lokalsamfundet, og derfor venter der en spændende aften, når Magne Juhl med vid og bid vil øse ud af sin omfangsrige viden om emnet på Stoholm Bibliotek d. 22. februar.        

Magne Juhl, der er tidligere overlæge ved Viborg Sygehus, fortæller at ”om nogle jordemødre er der spændende historier, hvor også det overnaturlige er hæftet på dem”. Der berettes om uddannelsen af jordemødre generelt og de lokale jordemødre omtales bredere. Datidens jordemødre blev uddannet i København, men på grund af stor mangel på jordemødre blev der i nogle få år uddannet i Ribe og Viborg. Magne Juhl har bl.a. fundet et lærebrev for jordemoder Kirstine Nielsdatter Hjort, der i 1796 fik sit bevis.
Magne Juhl nævner desuden romanen ”En dødsnat” af Marie Bregendal, som handler om en fødsel i Fly. I bogen er der en realistisk beskrivelse af et døgn på gården Bregendal med en lang nat, hvor forfatterens mor dør under en fødsel. Læs evt. bogen før foredraget – hvis du tør!

Foredraget holdes i ’Den gamle rådhussal’ på Stoholm Bibliotek torsdag den 22. februar kl. 19.
Arrangementet er blevet til i tæt samarbejde med Fjends Egnshistoriske Forening, Æ Fjandboarkiv, Sport på tværs, Stoholm Bibliotek, Menighedsrådet og Borgerforeningen (Trivselspiloterne).
Billetter af 60 kr. kan købes på viborgbib.dk, på bibliotekerne i Viborg Kommune eller på følgende kontakter tlf. 2042 4433 eller turiroslund@gmail.com.

Salman Box
Noojins boks alm.