Viborg Kommune og Socialtilsyn Midt enige om sikkerheden på Egeskovhus

Kommunen har fundet en løsning, som både sikrer, at børnene ikke uhindret kan forlade institutionen og samtidig overholder lovgivningen.

Onsdag den 7. februar mødtes Viborg Kommune og Socialtilsyn Midt på Egeskovhus for at gennemgå bygninger og udearealer.

På baggrund af dialogen mellem de to myndigheder har Viborg Kommune nu udarbejdet et forslag, der både sikrer, at børnene på institutionen ikke har uhindret adgang til at forlade institutionen og samtidig overholder gældende lovgivning. Socialtilsyn Midt er enige i løsningen.

Løsningen indebærer, at døren ud mod vejen fortsat er låst. Derimod er døren fra Rødehus ud mod legepladsen ikke låst, og lågen i hegnet over mod afsnittet ‘Pusterummet’ vil heller ikke være aflåst, men sikret på anden vis. Det kan være i form af et ekstra håndtag eller en slå, som man kender det fra børnehaver. Personalet vil drøfte mulighederne med låsesmeden, så der findes en sikker løsning.

Udvalgsformand tilfreds

– Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet en løsning, som både tilgodeser hensynet til lovmedholdelighed og børnenes sikkerhed, siger Per Møller Jensen og fortsætter:

– Folketingets partier vil senere på foråret bl.a. drøfte aflåsning på institutioner for voksne handicappede. Jeg vil gerne opfordre partierne til i den forbindelse at inddrage børneområdet i drøftelserne, siger han.

Forældrene til børnene på Egeskovhus er orienteret om den nye løsning.

Bedemand Per Rasmussen
Bedemand Per Rasmussen