Øris vil forsvare førstepladsen mod Kirkegaard

BRANDABC

Bjerringbro-Silkeborg fører 888Ligaen, og torsdag aften skal de forsøge at forsvare førstepladsen på udebane mod HC Midtjylland med en gammel Bjerringbro-Silkeborg-kending på højre fløj. 

I otte sæsoner spillede Nikolaj Øris og Dennis Kirkegaard sammen i Bjerringbro-Silkeborg, og de to spillere kender hinanden rigtig godt. I de senere år var faste værelseskammerater, når Bjerringbro-Silkeborg spillede på udebane i Europa, og på håndboldbanen har de kastet rigtig mange bolde til hinanden.

Som højre back har Nikolaj Øris lagt mange afleveringer ud til Dennis Kirkegaard på højre fløj. Nok lidt for få, hvis man spørger Kirkegaard, mens Øris nok mener, at han skulle været gået selv noget oftere.

– Jeg må jo lige over og høre Dennis, om vi skal kaste til hinanden under opvarmningen. Det plejede vi at gøre i mange år, fortæller Nikolaj Øris.

– Det bliver sjovt at møde Dennis. Jeg har haft ham som holdkammerat i mange sæsoner, og jeg håber, at er lidt sur efter kampen. Det kan han godt blive, når han har tabt, siger backen med et smil på læben.

Toppen ser god ud
Nikolaj Øris har da også god grund til at vise masser af overskud. Han har scoret 32 mål i sæsonens første seks kampe, og Bjerringbro-Silkeborg topper 888Ligaen.

– Toppen ser jo god ud. Vi er selv godt med, og jeg synes, at de hold, der ligger til i toppen, er dem, der har præsteret bedst. Vi har selv leveret nogle gode præstationer, Skjern ser også stærke ud, og Aarhus har også spillet godt og skrabet mange point til sig, mener Nikolaj Øris.

HCM: Tre sejre og tre nederlag
Mens Øris og Bjerringbro-Silkeborg topper 888Ligaen med 10 point efter seks kampe, så har Dennis Kirkegaard og HC Midtjylland seks point på 8. pladsen. Midtjyderne indledte sæsonen med tre sejre men har tabt de seneste tre kampe.

– HC Midtjylland er en lidt svær størrelse at spå om. Vi har set dem spille rigtig godt men også knapt så godt. De kan slå topholdene den ene dag og tabte til bundholdene dagen efter. Det er hold med mange gode spillere og stor fysisk.

– Deres mest skydende spillere er Espen Lie og Ejvind Tangen, og når de rammer dagen, så lykkes de med mange ting. Vi skal have styr på dem. Vi kan ikke undgå, at de kommer til afslutninger, men vi skal bringe dem i nogle svære skudsituationer, forklarer Bjerringbro-Silkeborgs højre back.

Der er midtjysk lokalkamp og kamp mellem to gode venner. Bjerringbro-Silkeborg er på besøg hos HC Midtjylland torsdag aften kl. 18.30. Kampen kan følges på Radio Silkeborg og MJA.dk.

Af Jonas Løytved

Restaurant ItalianoBurger House
Vanilia