Anders Agger tog Viborg med storm

BRANDABC

800 forventningsfulde viborgensere og andet godtfolk valfartede i aftes til foredrag med Anders Agger, der i den grad viste sig fra sin mest humoristiske og behagelige side.

“Det er helt vildt så mange mennesker, der er mødt op. Faktisk er I 800 i salen, og ja 801 med mig” indledte Anders Agger sit foredrag med, og netop den indgangsreplik satte dagsordenen for, hvad der skulle vise sig at blive i aften fyldt med skarpe iagttagelser, eftertænksomhed og humor.

Anders Agger var forundret over, at så mange var mødt op til trods for, at der var landskamp i fjernsynet. Godt nok på en konkurrende kanal, men hvad gør det, når man er bidt af en gal fodbold. Fodboldkampen blev et tilbagevendende tema for den fodboldglade journalist, da han op til flere gange spurgte publikum om, der var nyt i kampen. Dette er blot et af eksemplerne på, hvordan Anders Agger på en morsom måde ikke gav publikum en chance for at falde hen i ligegyldige tanker, men i stedet tryllebandt os. Anders Agger formåede at gribe nuet og vise nærvær, præcis som han gør så godt i sine udsendelser.

Ud over at være utrolig morsom og skarpsindig gav han os et indblik i, hvor svært det kan være at forudse, hvad vi seere vil se på fjernsynet og på hvilke programmer, der giver succes.

DR har igennem en årrække haft forskellige temaer, som mange af deres programmer har handlet om. Lige nu er det lopper og antik, som hitter. Igennem tiden har det været emner som parforhold, mindfulness, kæledyr og slankeprogrammer. DR har set seerne som et slags hamsterhjul og har fodret dem med de samme emner indtil området nærmest var udtømt.

 

Rigtige mænd

I følge Anders Agger kan det indimellem være svært at få ledelsen til at være med på at sende programmer, der indeholder temaer som på sin vis har haft deres storhedstid.

Da han kom med forslaget til programmet ‘Rigtige mænd’ var ledelsen kategorisk afvisende. Temaet slankekurer og sundhed havde de gennemtæsket og fokus var et andet. Heldet for os seere og Aggers team var, at en planlagt serie ikke blev til noget, og serien med ‘’Rigtige mænd’ blev en realitet.

“Vi blev virkelig overraskede over, hvor stor en succes det blev. Ingen havde forventet, at det program ville give så mange seere”, siger Agger og fortsætter, “ De programmer, der oftest bliver en seersucces, er når vi kan genkende og relaterer enten os selv eller andre i vores hverdag i udsendelserne.”

 

Bedre seertal

For fire-fem år siden havde DR tabt rigtig mange seere, men DR er kommet tilbage på sporet ved at være bevidst om de kerneområder DR skal har.“Modsat de kommercielle kanaler satser DR nu på programmer som ‘Herrens veje’, Tæt på sandheden’ ‘Dokumania’,” siger Agger.

Disse udsendelser er nogle vi som seere kan blive klogere, eftertænksomme og reflekterende af. Og dermed har DR igen fået fat i de tabte seere.

 

Jeg er fan

Efter i aftes er jeg blevet helt pjattet med Anders Agger. Selv om jeg var alene afsted og normalt er for genert til at skrige af grin, så tog jeg mig selv i flere gange at klukke højt.

Temaet for aftenen “det må gerne gøre lidt ondt” levede i den grad op til forventningerne. Jeg havde ondt i maven af at grine og havde en hyletone for ørene forårsaget af høje latterudbrud af hende, der sad bagved mig.

Alt i alt en fantastisk aften, og jeg vil opfordre andre der har muligheden for at opleve en aften med den eftertænksomme, skarpsindige, kloge og hylende morsomme journalist til at gøre det.

Dolly
Brasseriet Viborg Box