Myndighederne træner samarbejde i en krisesituation

BRANDABC
Foto: Mikkel Breinholdt

Den 3. oktober bliver højskolen GIV i Viborg omdannet til et indsatsområde for en større, alvorlig hændelse. Anledningen er en øvelse, som skal træne myndighedernes evne til at samarbejde om indsats og kommunikation i en krisesituation.

50 højskoleelever, et politisk arrangement og et ukendt stof. Det er nogle af ingredienserne i den øvelse, som en række myndigheder med politiet i spidsen afholder den 3. oktober. Formålet med øvelsen er at træne myndighedernes samarbejde i situationer, hvor samfundet bliver ramt af en større, alvorlig hændelse, som kræver en koordineret indsats.

Med en teknisk betegnelse er øvelsen af typen CBRNE – det er en forkortelse for Chemical, Biological, Radioactive, Nuclear og Explosives. Myndighederne tester med andre ord håndtering af fysiske trusler med en kemisk, biologisk, radioaktiv, nuklear eller eksplosiv komponent. Det præcise scenarium for øvelsen er dog hemmeligt, indtil handlingen udspiller sig på øvelsesdagen.

”Håndteringen af alvorlige hændelser, som den vi træner i denne øvelse, kræver, at myndighederne finder fælles fodslag og går i takt. I en skarp situation har vi ikke tid til at stå at diskutere, hvem der gør hvad. Det skal vi have helt styr på hjemmefra. Og det kræver faktisk en rigtig stor indsats at få så mange og så store organisationer til at arbejde parallelt og koordineret midt i en krisesituation, hvor alt er kaotisk,” fortæller vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz, der er projektleder for øvelsen.

Under øvelsen vil myndighederne både have fokus på at koordinere den operative indsats på stedet og på at samordne kommunikationen om hændelsen, da erfaringer viser, at hurtig og præcis information til offentligheden er en vigtig del af krisestyringen i en krisesituation.

Foruden politiet deltager Region Midtjylland, Beredskabsstyrelsen, Midtjysk Brand og Redning, Styrelsen for Patientsikkerhed, Nationalt Kriminalteknisk Center Vest samt et relevant ekspertberedskab. Som følge af øvelsen vil der være et stort opbud af vogne og mandskab fra de deltagende myndigheder omkring højskolen GIV på Vinkelvej i Viborg, hvor øvelsen foregår. Men der er altså ingen grund til bekymring – det er kun en øvelse.

Bedemand Per Rasmussen
Vanilia